B-Spis

Feriepiloterne guider: 5 lækre spisesteder

Foto: Tony Nielsen

Som Feriepiloter har kæresteparret Line og Thomas testet en livsnyderferie. De har levet som konge og dronning – og stornydt alt fra michelinmad til håndpillede rejer og klassiske kroretter. Her deler parret ud af deres bedste tips til de store smagsoplevelser.

#1 MICHELINRESTAURANTEN

Foto:Anders Husa

Med en michelin-stjerne på cv’et er Hotel Frederiksminde at finde i den gastronomiske verdens absolutte superliga. Og så har hotellet tilmed et af landets grønneste køkkener. Størstedelen af råvarerne kommer nemlig frisk fra egen køkkenhave. Den 18 retter store essensmenu bugner af lækkerier fra øverste hylde, heriblandt kaviar, jomfruhummer, kantareller og sensommerbær. Et slaraffenland for en pescetar som Line.

”Det er helt tydeligt, at der bliver kælet for maden på Hotel Frederiksminde. Hver eneste ret, der blev serveret for os, bød på en ny, stor spiseoplevelse. Mens kokkene tryllede ude i køkkenet, blev vi vartet op af den sødeste tjener – han gjorde vores aften helt speciel. Under middagen skulle vi intet andet end at læne os tilbage, nyde maden, vinene, hinandens selskab og den fantastiske udsigt over Præstø Fjord. Det bør alle par unde sig selv,” siger Line.

Foto:Mads Tolstrup

Lige hvor den lange kirsebærallé, der fører til ø-perlen Gavnø, har sit udspring, ligger Karetmagerens Hus. I de gamle krostuer kan man sætte tænderne i en lækker delemenu eller gå på opdagelse i de klassiske kroretter.

”Karetmagerens Hus serverede den bedste fiskefilet, jeg nogensinde har smagt. Den var stegt i godt med smør og fuldstændig perfekt,” fortæller Thomas.

I det hele taget var parret vilde med den afslappede og hyggelige atmosfære i det gamle stråtækte hus.

”Vores datter tøffede rundt på gulvet, mens vi hang ud, drak drinks og blev vejledt i, hvilke vine vi skulle prøve fra kortet. Der var en rigtig dejlig stemning,” fortæller Line.

#3 GOURMETRESTAURANTEN

Restaurant B-spis i Næstved

Foto:Tony Nielsen

Seriøs velsmag – og et godt glas vin! Det finder man hos B-Spis, der ligger midt i den gamle middelalderby Næstved. Restauranten er moderne indrettet med bløde spisebordsstole og masser af lysindfald.

”Vi var solgt fra første sekund. Der blev nemlig serveret både kryddersmør OG pisket smør med urtestøv på toppen til at smøre på brødet, og så kan det jo nærmest ikke gå galt derfra,” griner Line.

Den efterfølgende menu stod på havtaskehale i muslingesauce, vagtel, kålterrin og hindbærsorbet med vaniljecreme og fersken. Alt sammen med bobler on the side.

#4 SMØRREBRØDSRESTAURANTEN

Foto:Mads Tolstrup

Alt lige fra rugbrød til mayonnaise er hjemmelavet, og øllen er lokal på Restaurant Holmegaard, der er nærmeste nabo til kunsthåndværksmuseet Holmegaard Værk lidt uden for Næstved. Generelt er Line og Thomas begejstrede for det gastronomiske niveau på Sydsjælland & Møn.

”Aldrig har vi spist så mange håndpillede rejer, og det bliver man jo ikke lige sådan træt af,” siger Line.

Traktørstedet Højeruplund emmer af historie fra en svunden tid. Her drikker man kaffen af mågestel, spiser middag ved en ternet dug og skåler med H. M. Dronningen, der hænger i glas og ramme i Kongestuen. Hyggeligere bliver det ikke.

”Det er lidt ligesom at komme hjem til mormor og blive forkælet med alle sine livretter,” siger Thomas om det store stevnske frokostbord, som traktørstedet tilbyder hver lørdag og søndag.

Buffeten bugner af klassiske, danske frokostretter såsom sild, frikadeller og tarteletter.