Sådan så cykelferien ud - se programmet dag for dag
Feriepiloterne har tilbagelagt 20-30 km om dagen på Eventyrruten. Femårige Lykke sad bagpå sin far via et smart cykeltræk, så hun selv kunne dosere kræfterne. Se hele deres tur her.
Dag 1:
Ankomstdag i Næstved
Cykelferiens første dag starter i et rolig tempo i middelalderbyen Næstved. Her er der både tid til at opleve byens hyggelige gader og besøge Næstved Automobilmuseum, som er Danmarks største private samling af veteranbiler, motorcykler og andre nostalgiske samleobjekter.
Natten nydes i en dejlig hotelseng på det charmerende byhotel Hotel Vinhuset.
Foto:Gitte Skovgaard Kristensen
Dag 2:
Næstved - Lundby, ca. 21 km
Cykelferiens første etape snor sig smukt gennem det sydsjællandske landskab ad hyggelige landeveje. Efter ca. 7 kilometer i sadlen findes rutes første stop på Gavnø Slot og de populære trætopklatrebaner Gavnø Go Fly.
Herefter går turen videre med et oplagt stop ved Dybsø Fjord Stejlebanke, hvor depoterne kan blive fyldt op med is og kaffe, mens I nyder en fantastisk udsigt over Dybsø Fjord.
Dagens overnatning er Ny Øbjerggard Bed & Breakfast - en gammel herregård med elegante værelser.
Foto:Maria Andersson
Dag 3:
Lundby – Vordingborg, ca. 27 km
Flere steder langs dagens kystnære etape kan I vælge at gøre holdt og nyde madpakken eller en velfortjent pause. Et oplagt sted er Avnø Naturcenter og Skaverup Strand, som er to skønne naturområder perfekt til at dyppe tæerne i det kølige vand og måske være heldige at spotte sælerne i Avnø Fjord.
Dagens overnatning er Rosentfeldt Gods med dejlige værelser i herskablige rammer.
Foto:Maria Andersson
Dag 4:
Vordingborg – Kalvehave, ca. 27 km
Dagens etape går igennem Vordingborg by og starter med et besøg på Danmarks Borgcenter, der ligger midt i landets største borgruin. Her er både mulighed for en spøgelsesjagt og en anderledes guidet tur på Ipad samt en lækker frokost bestående af smørrebrødsklassikere.
Ruten, der bringer jer videre forbi både skov og strand med masser af muligheder for et godt pausested, slutter ved Kalvehave Havn. Her holder Bed & Boats til med deres hyggelige picnic- og hotelbåde.
Foto:Mads Tolstrup
Dag 5:
Kalvehave – Præstø, ca. 27 km
Dagen starter med et besøg i Kalvehave Labyrintpark, der er fyldt med labyrinter, store spil og hjernevridere, som udfordrer stedsansen, den logiske sans og helt sikkert også den humoristiske sans hos hele familien.
Efter et par timers leg skal I trampe videre i pedalerne mod de brostensbelagte gader i købstaden Præstø. Byens charmerende havn, er et oplagt sted af få fyldt depoterne op - Café Mocca byder på lækker mad og Iskutteren langer italiensk is over disken. Natten tilbringes i de hyggelige værelser hos Kirsebær Kroen.
Foto:Tage Klee
Dag 6:
Præstø – Feddet, 18 km
En af ugens kortere etaper på blot 18 km. venter idag. Her går turen til den fantastisk naturskønne halvø, Feddet og en af Europas bedste campingpladser Feddet Strand Resort.
På Feddet er der uanede muligheder for sjove aktiviteter for hele familien – Pool, privat spa på terrassen, adventuregolf, aktivitetshus, kælezoo, junglebane og en tur i bølgen blå på en af Danmarks skønneste strande.
Foto:VisitSydsjælland-Møn
Dag 7:
Feddet – Gisselfeld, 26 km
Dagens etape bringer jer væk fra kysten og ind i landet, hvor I af snoede og stille landeveje cykler til Camp Adventure, som huser det imponerende Skovtårn – hele Danmarks nye must see attraktion. 45 meter højt spektakulært spiralformet bygningsværk midt inde i skoven med 360 graders vue.
Efter besøget på Camp Adventure går turen videre til Edelsminde B&B (ca. 5 km), hvor I skal overnatte i de smagfulde værelser med moderne indretning.
Foto:Maria Andersson
Dag 8:
Gisselfeld – BonBon-Land, 11 km
Ugens korteste etape bringer jer igennem det smukke skovrige område Gisselfeld og videre til børneparadiset BonBon-Land. Her er Vandrotten, Vildsvinet og Blæksprutten klar på timevis af sjov og ballade for både store og små.
Foto:Mads Tolstrup