Gjorslev Gods og Stevns trækker overskrifter i udlandet og i danske medier

1.5.2024
Foto: Gjorslev Gods

Efter The New York Times udgav en artikel om Gjorslev Gods, har de modtaget meget mere opmærksomhed, end de plejer at få – og det gør en forskel.

1. april udkom artiklen med navnet ”Secrets of a Danish Castle” i det internationalt anerkendte medie The New York Times. I artiklen tager skribenten, Finn-Olaf Jones, læserne med på en rejse i det stevnske landskab med beskrivelser af Stevns Klint, Tryggevælde Å, Rødvig havn og mange flere steder. Men der er én lokation, der tager hovedrollen, og det er Gjorslev Gods.  

Finn-Olaf Jones beskriver sit eget forhold til slottet og dets historiske rolle som hovedkvarter for lokale modstandsfolk under anden verdenskrig.

Efter artiklen om Gjorslev Gods og Stevns udkom i The New York Times, tog flere danske medier fat i den. Lokale medier som Sjællandske og TV2 Øst tog fat i historien, og senere fik de landsdækkende medier som TV2 Nyhederne og Politiken øje for nyheden.

Og den fine, internationale og nationale omtale har en stor betydning for Gjorslev Gods, siger Matilde Skytte Karlsen, som er formidlingskoordinator.
- Det er jo så positivt, at medierne har taget fat i Stevns og Gjorslev Gods. Det betyder, at der er mange flere ude i verden, som vil få øjnene op for os. Vi tror ikke, at der kommer en hel masse udenlandske turister flokkende nu her, men måske nogle flere danske gæster i kraft af, at så mange danske medier har taget fat i historien efterfølgende.

Og der er måske allerede en lille effekt af den øgede opmærksomhed.

- Vi får stille og roligt flere og flere bookinger, men om det skyldes artiklen, er svært at sige.

Lokal stolthed og personlig milepæl

Det er ikke kun hos Gjorslev Gods, at man har lagt mærke til de store mængder af positiv omtale, godset og hele Stevns får i både danske medier og den originale artikel. Det har de lokale i den grad også lagt mærke til, fortæller Matilde Skytte Karlsen.

- Vi kan se i lokale grupper, at almindelige stevnsboere med stolthed deler opslaget, hver gang et medie har taget fat i historien. Jeg tror det er, fordi artiklen beskriver hele stevnsområdet og er skrevet på en måde, hvor det ikke er en klassisk salgstale, men i stedet en rejseartikel.

Stoltheden er også noget, som Matilde Skytte Karlsen personligt mærker, når hun tænker tilbage på forløbet omkring artiklen og den efterfølgende opmærksomhed. Hun var selv til stede, da fotografen besøgte godset, og kan nu både se sig selv og godset i et internationalt medie.

- Det, at vi har nået The New York Times, er rigtig stort. At kunne være med til at fortælle den fantastiske historie om Gjorslev Gods og dens sammenhæng med lokalområdet til så stort et publikum, er jeg personligt ret stolt af, siger hun afslutningsvis.

Du kan selv læse New York Times-artiklen her.