Gjorslev Slot
Danmarks største middelalderslot
På Gjorslev er der fortællinger om konger og dronninger, om adlen – og dem der blev det, om bønder og andet godtfolk, om spøgelser og legender. Besøg slottet på rundvisninger, til arrangementer og store begivenheder og oplev de tykke kridtstensmure fortælle deres historie helt tilbage til dengang, hvor Margrete 1. sad på tronen.
Kort om Gjorslevs historie
Gjorslev Slot blev bygget som bispeborg i 1396 af Peder Jensen Lodehat. Han var biskop i Roskilde, Margrete 1.’s betroede rådgiver og rigskansler. De to var bl.a. kræfterne bag Kalmarunionen.
Borgen blev i Roskildebispens eje indtil reformationen, og herefter skifter godset hænder mellem adelsslægter, handelsmænd og kongehuset indtil 1925, hvor godset købes af Adolf Valdemar Tesdorf som er oldefar til den nuværende ejer.
Den oprindelige korsformede borg, bygget i stevnske kridtsten, er stadig Gjorslev Slots hovedbygning. Den har med tiden undergået ombygninger i forskellig stil og fået to tilbygninger, der i daglig tale kaldes sydfløjen og nordfløjen.
Det kan du opleve
Det er muligt at besøge Gjorslev Slot, når der inviteres indenfor. Tag med på med rundvisninger, til ferieaktiviteter, eksklusive kulturaftener eller book din egen oplevelse på gjorslev.dk
Gjorslev Gods afholder hvert år Herregårdenes Dag 3. søndag i august, hvor Bredgade, borggården og slotsparken fyldes med boder, kultur og aktiviteter.
Du er også altid velkommen til at besøge slotsparken, hvor der er fri adgang.
Gjorslev Gods i dag
Når du besøger slottet med en billet i hånden, vil du gå gennem den fredede Bredgade op til borggården, men du vil også gå ind på et landbrug og komme tæt på private boliger. Gjorslev Gods drives nemlig stadig som det altid er blevet – med landbrug, skovdrift, jagt og udlejningsboliger. Respekter derfor skiltningen i området og undgå at gå på opdagelse på egen hånd, selvom nysgerrigheden trækker.