Skulpturpark Næstved Havnepromenade
På en tur langs den nye havnepromenade i Næstved byder Skulpturpark Næstved Havnepromenade på et spændende møde mellem samtidskunst, friluftsliv og naturoplevelser.
Skulpturerne er placeret langs med Kanalvej og den kombinerede gang- og cykelsti i et grønt og frodigt område langs Kanalen, der forbinder Næstved Havn med Karrebæk Fjord og Smålandshavet.
Den 1,2 km lange, brede sti er tilgængelig året rundt for alle og giver mulighed for at betragte skulpturerne til fods og på cykel.
Cykelstien langs havnepromenaden indgår som en del af den nationale cykelrute 8, Østersøruten, og gangstien er med på vandreruten Sjællandsleden, der er en kystnær rute Sjælland Rundt.
Skulpturparken og dens placering ved vandet bidrager med en autenticitet, der er med til at forstærke oplevelsen af områdets kultur og natur.
Med en mobiltelefon i hånden kan man stå ved skulpturerne på havnepromenaden, aflæse skiltene med QR-koder og få alle informationer om værkerne og kunstnerne samt et oversigtskort direkte fra hjemmesiden.
Fakta om Skulpturpark Næstved Havnepromenade
- Skulpturpark Næstved Havnepromenade er en almennyttig forening stiftet i 2019.
- Foreningens formål er at arbejde for udviklingen af skulpturparken og skaffe midler til køb af nye skulpturer.
- Skulpturparken og havnepromenaden vedligeholdes af Næstved Havn
- I dag har skulpturparken syv permanente skulpturer udført af anerkendte, danske kunstnere. Målet er at rejse yderligere tre skulpturer.
- Havnepromenaden og skulpturparken er åben døgnet rundt hele året, og det er gratis at besøge parken.