Skåninge Bro Strand
Ved den lille charmerende lystbådshavn ved Skåninge Bro ligger en lille lagune, hvor det er oplagt at bade udfra.
Stranden her på Bogøs nordkyst har fredfyldte omgivelser og udsigt til Skillingebæks Bugt i farvandet Kalve Strøm mellem Sydsjælland og Bogø. På havnen finder I en badebro og Havbunden er en blanding af fint sand og småsten. Vanddybden falder jævn og der er under 2 meter dybt 100-200 meter ud fra kysten.
På havnen findes der borde og bænke, hvor I er velkommen til at nyde jeres medbragte mad, hvilket gør det til et oplagt udflugtssted for hele familien. Der findes også toiletter ved Sejlklubbens bygninger. For at komme til havnen skal I følge Skåningevej ned til havnen. For enden af vejen er et stort græsareal, hvor I kan parkere.