Tag på SUP-safari på Felskov Rev og besøg den charmerende havn i Lund
Turen begynder på sandstranden i Rødvig og går mod sydvest, langs Rødvigs riviera, hvor sommerhusene i første parket har pragtfuld udsigt over Østersøen. På en stille dag er strækningen her et godt sted at få smag for stand up padling og lære de grundlæggende tag.
Her er sandbund, relativt lavvandet og sjældent meget strøm eller store bølger.
Snart hører sommerhusområdet op, og du øjner den grønne løvskov, som vokser helt ned til kysten på strækningen ud mod Felskov Rev. Man får hurtigt en oplevelse af at være langt væk fra byens larm – og man skal være uheldig for ikke at spotte en svane, skarv, gås eller – hvis man er heldig - en havørn fra boardet.
Springende havørreder
Ude på selve revet bryder store sten vandoverfladen, og det er oplagt at gøre holdt og bruge tid på at iagttage livet på havbunden. Måske tage snorkel og dykkermaske på og tage en svømmetur eller bare lægge sig på maven på boardet og kigge ned på bunden gennem det klare vand.
Hører du et højlydt plask, kan det meget vel være en havørred, der springer – Felskov Rev er et yndet fiskespot, og der er landet mange store havørreder her. For børnene kan en krabbefiskestang også gøre det. Under alle omstændigheder er det oplagt at holde pause ved revet, inden turen går videre.
Skibskatastrofer og pludselig død
Felskov Rev har også en dramatisk fortid. Nytårsnat 1803 rasede en storm, og skibet ”Theseus” strandede på revet. Da bønderne i landsbyen Lund nytårsmorgen så skibet på revet, ilede de til for at komme de skibbrudne til undsætning. Det lykkedes at redde den 9 mand store besætning i land fra skibet, der var strandet knap en kilometer fra kysten, og heltedåden blev siden foreviget på vers:
I venner kær! I nødens stund
vi brødre bi mon stande,
så talte bønderne fra Lund
og satte ud fra lande.
De modig gennem bølgen brød
og lykkelig den glæde nød
at bringe gennem storm og død
de ubekendte venner.
Nu stikker et SUP-board heldigvis ikke så dybt, men hold alligevel øje med stenene under vandoverfladen, så bønderne i Lund ikke behøver komme dig til undsætning!
Lund Havn
Fra revet går turen mod vest ind i Faxe Bugt. Er der vestenvind skal du pludselig lægge flere kræfter i for at komme fremad – på turens første del er du ofte heldig at have læ for vinden.
Stenmolen ved Lund Havn stikker ud fra den stenede kyst, her er lavvandet, og flere steder på strækningen danner stenene små bassiner, hvor gæs, måger, ænder og andre svømmefugle søger føde.
Fremme i Lund kan du komme i land bag molen, der beskytter bådene mod bølger fra øst. I den lille havn kan du spise din medbragte mad, og trænger du til at strække benene, kan en tur op ad Lund Gade anbefales. Mange af husene er stråtækte, og det er svært at forstå, hvorfor man førhen sagde, at ”man skulle vare sig for at tage til Lund alene”.
Længere oppe i byen står en mindesten for ”Slaget i Lund” den 31. maj 1812. Her lykkedes det 20 mand fra Lund at tilbageerobre et skib fra englændere, som dengang var i krig med Danmark. Vil man dykke ned i historien kan man læse mere på hjemmesiden Ejerlavet Lund By - Forside (ejerlav-lund-by.dk).
Turen tilbage til Rødvig tager 1½-2 timer afhængig af vind og vejr.
Praktiske oplysninger
Længde: 12 km tur/retur. Vender man rundt ved Felskov Rev i stedet for at tage hele turen til Lund, er turen knap 6 km
Sværhedsgrad: Middel
Varighed: 3-4 timer + pauser
Vær opmærksom på:
- Vind og vejr. Kommer vinden fra vest ligger man ofte ret godt i læ på turen ud til Felskov Rev, og ofte vil der ikke være bølger af betydning. Vær dog opmærksom på, at du ikke driver for langt ud på havet ved fralandsvind. Ved stærk østenvind kan der være store bølger.
- Sten under overfladen. Mange steder langs ruten ligger der sten umiddelbart under vandoverfladen, som man skal passe på – både af hensyn til sig selv og boardet.
- Guidede ture: Limelight Watersports tilbyder guidede ture til Stevns Klint for alle niveauer.
- Turen fra Rødvig til Lund er lang, hvis du ikke har meget erfaring på SUP. Overvej om du har kræfter til at padle både ud og hjem.
Medbring:
- Klæd dig på efter vandtemperaturen, man bliver hurtigt kølet ned af vand og vind, selv når solen skinner. Hav gerne våddragt på.
- Mobiltelefon i vandtæt pose
- Svømmevest (på kroppen)
- Solcreme
- Vand og snacks. Der er ikke mulighed for at købe forplejning i Lund, så hav det hele med hjemmefra.