Nyord rundt – i de gamle lodsers kølvand
Turen starter i Nyord By og følger samme rute som turforslag 1 – det vil sige med afgang fra Nyord Havn, mod sydøst langs Nyord Enge og op gennem Ulvshale Løb. Fra dæmningen fortsætter du langs Nyord Enge og runder Nyords nordligste punkt og sætter kurs stik vest.
Her er lavvandet – og man forstår, hvorfor det førhen var en lukrativ sidegesjæft for bønderne på Nyord at tilbyde sig som lods for de skibe, der skulle passere og undgå at gå på grund på en af sandbankerne.
Nyord er faktisk kendt som lodsernes ø – og fra 1700 til 1879 var lodseri det vigtigste erhverv på øen. Ja, der var sågar lodspligt – dvs. at den enkelte gård eller hus havde pligt til at stille med en lods, som kunne hjælpe fremmede fartøjer sikkert gennem de smalle strømløb. På det lille lodsmuseum, der er indrettet i det gamle udkigstårn i udkanten af Nyord By, kan man læse historien om, hvordan øens lodser af og til kappedes om at komme først ud til de skibe, der skulle have lods, for at sikre sig indtægten.
Kapsejlads bliver der næppe noget af i kajakken - der ER meget lavvandet langs Nyords nordlige kyststrækning – og har du mod på det, kan du søge længere ud mod nordvest og den lille Degneholm. Her er der god mulighed for at møde en sæl – enten i vandet eller på et af de rev, der stikker op af vandet.
Er du erfaren kajakroer, og er vejret til det, kan du også krydse over Bøgestrømmen og ind i en af de små havne på Sjællands østkyst – Kindvig eller Sandvig Havn – måske er det her madpakken skal fortæres?
Rundt om Nyords vestligste hjørne – Vesternæs - er der fint udsyn ind over øen, og snart er man tilbage i Nyord Havn og kan strække ben efter at have rundet den charmerende ø.
Praktiske oplysninger
Længde: Turen Nyord Rundt er cirka 12 km. Ror du ud omkring Degneholm og Bøgestrømmen er der 14-15 km. Krydser du over til Sjælland, f.eks. til Sandvig, når ruten op på 18-20 km.
Sværhedsgrad: Let - Praktiske oplysninger
Længde: Cirka 13 km tur/retur
Sværhedsgrad: Let - middel
Varighed: 2,5-3 timer plus pauser
Vær opmærksom på:
- Fuglebeskyttelse. På flere af holmene nord for Nyord og Ulvshale er det forbudt at gå i land – på nogle af dem gælder det hele året, på andre kun i yngleperioden fra 1/3-31/7. Tag i det hele taget hensyn til fuglelivet i området – det er dig, der er gæst. Se mere på Miljøstyrelsens hjemmeside.
- Skibstrafik. Farvandet er ikke særlig befærdet, men vær alligevel obs på anden trafik – især fartøjer, der stikker dybere end en kajak. Sejlrenden er smal. Krydser du Bøgestrømmen skal du være særligt opmærksom på trafikken.
- Vanddybde. Der er meget lavvandet i området, så det kan betale sig at bruge lidt energi på at holde sig i strømløbene. Brug Google Maps’ satellitkort som hjælp
- Vind og vejr. Farvandet omkring Nyord er relativ beskyttet, men vær alligevel opmærksom på vind og vejr og spar på kræfterne, så du har energi til hele. Krydser du til Sjælland skal du være erfaren kajakroer, det er et kryds på cirka to kilometer
Medbring:
- Svømmevest, pumpe og pagajflyder
- Klæd dig på efter årstiden – og husk, at det er vandtemperaturen, der er vigtigt! Tag en vindtæt jakke med til at tage over dig i pauser.
- Snack, madpakke og noget at drikke – evt. en termoflaske med varm kaffe eller te.
- Telefon pakket i vandtæt etui
Evt. kamera og kikkert