Julegaveguide
Suk, igen i år ønsker far sig sokker i julegave… Bare rolig, vi har din ryg. Her får du den ultimative gaveguide til unikke oplevelser og andre lækkerier fra Sydsjælland & Møn, som vil falde i både fars, mormors, barnebarnets og kærestens smag.
Til romantikeren
I første parket til candyflossfarvede solopgange og den stjerneklare nattehimmel ligger et gammelt Fyrtårn, som Camp Møns Klint har forvandlet til feriebolig med privat sauna på kanten af Møns Klint. Den ultimative julegave til kvinden eller manden i dit liv!
Til gindrikkeren
Hos Isle of Møn Spirits laver man gin og snapse af det, andre betragter som ukrudt: Lokale vildtvoksende urter, planter og rødder, som eksempelvis sødskærm og slåen. Tilsat kalk, der virker som smagsforstærker, fra selveste Møns Klint. Læg et smagesæt inklusiv Isle of Møns specialudviklede tonic under juletræet – eller føj en flaske kvalitetsgin til fars barskab.
Til ginentusiasten
Send flaskepost til en ven eller et familiemedlem, der sætter pris på kvalitetsspiritus fra ginpusheren Radius Distillery, der holder til på Oremandsgaard Gods syd for Præstø. Her bliver der produceret gin og brandy af fineste karat lavet på æbler fra egen plantage og eksperimenteret med nye smage, såsom røgede bær, rose og rabarber. Du kan både shoppe gin & tonic sæt og forære et abonnement på de velsmagende dråber.
Til historienørden
Det atomsikre militæranlæg Stevnsfortet er et koldkrigsmuseum 18 meter under jorden. Send dine forældre eller bedsteforældre på guidet tur i de 1,7 km lange underjordiske gange, hvor soldaterne sov, arbejdede og levede for blot 30 år siden. Her kan man også komme helt tæt på et missil, og blive klogere på Den Kolde Krigs vildeste spionagesager.
Til outdoorfolket
Skovtårnet er hele Danmarks nye vartegn. Med en højde på hele 45 meter borer det spiralformede kunstværk sig igennem de tætte trækroner og strækker sit lange skelet højt op over Sydsjællands smukke bøgeskove. Et gavekort til Camp Adventure kan både veksles til en adgangsbillet til Skovtårnet, en tur i klatrebanerne og en overnatning i glampingtelt med adgang til tårnet ved solopgang og solnedgang.
Til campisten
På halvøen Feddet omringet af fyrreskov, hedelandskaber og børnevenlig sandstrand ligger campingpladsen Feddet Strand Resort, der er kåret til en af Europas absolut bedste. Her kan man overnatte i strandhytter, luksuslejligheder, campingvogn og telt. Feddet Strand Resort har blandt meget andet gamerrum, trampoliner og pool til familiens yngste, og padletennis, kajak, kitesurfing og mountainbikeræs for voksne. Forkæl en, der trænger til en puster, med et gavekort dertil.
Til kulturnørden
Oplev Nordens største glassamling på Holmegaard Værk, der er landets nye hotspot for kunsthåndværk, og som har en spektakulær Picasso-udstilling på trapperne næste år. Med et årskort til Holmegaard Værk får man adgang til alle 7 museer i Museum Sydøst Danmark herunder Danmarks Borgcenter.
Til historieentusiasten
Tag med tilbage til Middelalderen på borgterrænet i Vordingborg. Her lå engang Danmarks største kongeborg med tårne og ringmur. I dag ligger det meste af borgen i ruiner, men det 36 meter høje Gåsetårn troner fortsat på bakketoppen med udsigt over Storstrømsfarvandet. Med et årskort til Danmarks Borgcenter får man adgang til alle 7 museer i Museum Sydøst Danmark, herunder Holmegaard Værk.
Til gastroentusiasten
På toppen af Præstø by med vue ud over det spejlblanke fjordvand ligger en af dansk gastronomis helt store sværvægtere. Michelin-restauranten Hotel Frederiksminde serverer nordisk mad, når det er bedst. Hver dag får restauranten friske forsyninger fra egen køkkenhave, som de forvandler til små, appetitlige retter med smæk på smagen. Enhver gastroentusiasts største ønske!
Til blomsterelskeren
Med alt fra blomsterpark til trætopbaner og Danmarks største julemarked med mere end 150 stande er det ingen overdrivelse at kalde Gavnø for en oplevelsespark udover det sædvanlige. Et årskort giver både adgang til øens gule rokokoslot med landets største private malerisamling, til det årlige veteranbilstræf og til den overdådige slotspark, der byder på blomster i alle regnbuens farver, sommerfuglehus, og som hvert år er vært for en storslået tulipan- og liljefestival.
Til hyggeministeren
Lækre håndsæber, duftlys, puder, strik, lemonade, you name it. Veras Verden ved Gisselfeld har det hele – og mere til. Giv en gavekurv pakket med massevis af lækkerier til en kær veninde eller en anden kvinde i dit liv, der skal forkæles lidt ekstra.
Til videnskabsnørden
Få historien om det smukke istidslandskab ved Møns Klint, og bliv klogere på alt fra vandrefalke til gletsjere og stenaldermennesker på det moderne museum GeoCenter Møns Klint, der har 3D-biograf med special effects, sjove workshops for børn og topfede interaktive udstillinger.
Til livsnyderen på landet
Skal kæresten forkæles lidt ekstra i julen? Så book et ophold hos The Norrmans på Stevns, der har forvandlet en gammel gård og staldbygninger til et eventyrligt åndehul med fantasifulde tapeter, florlette himmelsenge og vegetarisk køkken med grøntsager fra stedets eget køkken. Her kommer man for at lade op og spise godt!
Til livsnyderen i byen
Der er dømt total afslapning på det firestjernede byhotel Hotel Kirstine i Næstved. Hotellet er opført i klassisk bindingsværksstil og har netop åbnet en splinterny wellness-afdeling med terapibassin, sauna, dampbad, pool - kort sagt alt hvad en ægte wellnessentusiast behøver.
Til barnebarnet
Få gang i cykelbenene i Mågeklatten, mærk suset i maven, når Hundeprutten slippes løs, eller kom højt til vejrs i Kobratårnet. Det er skideskægt i BonBon-Land, der gennem årtier har begejstret børn og barnlige sjæle med hang til sjov og ballade. BonBon-Land har også Nordens længste raftingbane og har netop åbnet en helt ny labyrintpark. Et sæsonkort er en genial gave til familiens yngste.