Cykel Møns Klint

Klint til klint ruten

Foto: Daniel Villadsen

230 km fordelt på syv etaper giver børnefamilien en perfekt cykelferie på Sydsjælland & Møn. Oplev de historiske klinter, hvor I kan gå på fossiljagt, Skovtårnet, som giver et enestående udsyn over Sjælland og meget mere!

På ruten bindes Møns Klint og UNESCO Verdensarv Stevns Klint sammen med masser af børneoplevelser. Gør et stop og find fossiler i Faxe Kalkbrud, løs gåder i Kalvehave Labyrintpark og gå på opdagelse i fortiden på GeoCenter Møns Klint. Turen er på 230 km, som cirka passer til en uges cykelferie for hele familien.

Det er oplagt at starte turen i Vordingborg, hvor I kan parkere bilen eller have cyklerne med i toget direkte fra København eller Rødby. Ruten afsluttes i Køge hvor I kan komme videre med tog eller tilbage til bilen i Vordingborg. 

    Klint til Klint ruten

    Se hele Klint til Klint ruten her!

    Foto: Destination SydkystDanmark

    Etape beskrivelse

    Børn ved Gåsetårnet

    Foto:Danmarks Borgcenter

    Etape 1 – Vordingborg – Hårbølle, 45 km.  

    Etapen, der er på 45 km, køres af Østersøruten National rute 8 mod Kalvehave og over Dronning Alexandrines Bro til Møn og videre i på rute 58 og Vestmøns smukke natur. I Vordingborg kan I opleve Danmarks Borgcenter og lære om Danmarks borge og kongernes magt gennem tiderne eller prøve kræfter med den interaktive Ghost Hunt på borgterrænet. Gør et stop i Kalvehave Labyrintpark, hvor hele familien kan få trænet hjernecellerne og stedsansen.

    Foto:VisitSydsjælland-Møn

    Etape 2 Hårbølle – Møns Klint, 42 km

    Etapen starter i den hyggelige havneby Hårbølle og følger den nationale rute 8 mod øst og Møns Klint. Langs ruten på Møn kan I opleve de hyggelige lokalsamfund som Møn er kendt for, gravhøjene Grønsalen og Målerhøjen og den idylliske Fanefjord Skov. Ligesom I kan tage en tur forbi de mange lokale gallerier, gårdebutikker eller lokale producenter af madvarer. Især børnene vil nok mene, at et stop ved Møn Is er en god ide til en velfortjent pause. National rute 8 fører jer hele vejen ud til en af Danmarks smukkeste naturfænomener, Møns Klint, der blev skabt for mere end 70 millioner år siden.

    Foto:GeoCenter Møns Klint

    Etape 3 Møns Klint – Stege, 21 km

    Det er oplagt at sætte en dag af til at opleve Møns Klint og de 128 meter høje klinter. Hop af cyklen og tag de 497 trappetrin fra toppen af klinten og ned til stranden, hvor I kan gå på fossiljagt og finde 70 millioner år gamle fossiler, vættelys og rav. På Geocenter Møns Klint er der oplevelser for store og små og I kan lære alt om, hvordan klinten er blevet til. Fra Møns Klint følger I Østersøruten/N8 til Stege, en af Danmarks ældste købstæder, der hele sommeren bugner af aktiviteter og oplevelser for hele familien. I kan også gå på opdagelse i ”gamle dage” på Samlermuseet Thorsvang.

    Færgen Møn

    Foto:Færgen Møn

    Etape 4 Stege – Feddet, 36 km

    Start etapen med en smuk sejltur over Stege Bugt på den sejlende cykelsti med Færgen Møn, der fører jer fra Stege til Kalvehave. Færgen sejler i alle weekender i skolernes sommerferie fra uge 26 til 32 og sparer jer for 11 km. Fra Kalvehave følger i rute 9 mod nord. Prøv kræfter med gåder og labyrinter i Kalvehave Labyrintpark og fortsæt mod den idylliske kødstad Præstø. I Præstø kan I gå på shopping i de hyggelige brostensbelagte gader, nyde maden eller en is ved Præstø Havn eller en dukkert på den børnevenlig badestrand ved Præstø Fjord. Er I på tur i sommerferien, er det oplagt at tage en tur forbi teaterparken H.C. Andersens Verden.

    Foto:VisitSydsjælland-Møn

    Etape 5 Feddet – Rødvig, 35 km

    Fra Feddet følger i national rute 9 nordpå langs kysten til den hyggelige havneby Rødvig. Ruten tager en afstikker fra national rute 9 på af panoramarute 425 til Faxe Kalkbrud og Geomuseum Faxe, hvor I kan leje hammer og mejsel og gå på opdagelse i kalkbruddet i jagten på forstenede søpindsvin, koraller eller andre fossiler. På vejen passerer i og Faxe Ladeplads, der byder på en skøn badestrand, Strandskoven Sibirien og Vemmetofte Klosterpark, der alle indbyder til et stop og en velfortjent pause på vejen.

    Foto:VisitSydsjælland-Møn

    Etape 6 Rødvig – Køge, 40 km

    Sidste etape går langs UNESCO Verdensarv Stevns Klint, som byder på en perlerække af naturskønne oplevelser udover den imponerende udsigt over Østersøen fra toppen af klinten. Nyd en dukkert på stranden i havnebyen Rødvig, gør et stop i Boesdal Kalkbrud eller ved Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der gemmer på Danmarks største krigshemmelighed. Et oplagt sted til frokostpausen er ved Højerup gl. Kirke, der ligger på toppen af den 30 meter høje klint eller ved Stevns Fyr, hvorfra I kan nyde udsigten over Østersøen og helt til Møns Klint, hvor I cyklede for blot et par dage siden.

    Foto:VisitSydsjælland-Møn

    Ekstra etape 

    Hvis der er flere kræfter i benene, så er det naturligvis muligt at cykle videre mod København (50 km), hvor der er togforbindelser retur til Vordingborg eller til resten af Danmark.
    Det er også oplagt at tage en afstikker uden for de skiltede ruter og cykle til Gisselfeld Kloster og Skovtårnet på Camp Adventure (36 km) og slutte af i Haslev eller Næstved, hvor der også er mulighed for at tage cyklerne med toget hjemad eller mod bilen i Vordingborg.

    Overnat, oplev og få hjælp

    Overnatningsmuligheder, skønne oplevelser og kyndige turistinformationer er placeret langs hele ruten. I boksene herunder har vi samlet de mest lige til steder, som følger ruten, så I nemt og tilpasset jeres behov kan finde de bedste steder for jeres tur.