Willkommen zurück: Tyskerne sætter igen kurs mod Danmark i 2022
Efter et par hårde coronaår med færre tyske turister, tyder meget på, at vores naboer igen vender folkevognen mod nord, ifølge Scandlines.
De danske turister fyldte godt i overnatningsstatistikkerne i 2021. Som følge af corona valgte flere end sædvanligt at skifte ferie i sydens sol ud med et ophold i SydkystDanmark. Faktisk ligger overnatningstallene for 2021 over niveau sammenlignet med 2019, før coronakrisen indtraf, og som regnes for at være et særdeles godt år.
Tyskerne derimod blev hjemme i 2021, lige med undtagelse af et par enkelte sommermåneder, da grænserne atter blev åbnet. Der var i alt 16 procent færre tyske overnatninger i Destination SydkystDanmark, der dækker kommunerne Vordingborg, Næstved, Faxe og Stevns. Men nye data fra færgerederiet Scandlines, der sejler i pendulfart mellem Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, tegner et klart billede af, at de tyske turister vender tilbage til Danmark i det nye år, fortæller Michael Dietz, der er salgs- og marketingchef i Scandlines.
”Oven på corona har tyskernes foretrukne rejsemål ændret sig markant. Det bekræfter en ny markedsundersøgelse, vi har lavet. Tyskerne er på udkig efter destinationer nær hjemmet, som kan nås i bil, så de ikke behøver mænge sig med for mange mennesker, og hvor man kan opholde sig i naturen uden at skulle dele den med horder af mennesker. I den henseende er de danske øer et perfekt match,” siger marketingchefen og pointerer, at særligt de nordiske lande kommer til at nyde godt af trenden.
”Tyskerne er generelt meget loyale over for Danmark, men da grænserne genåbnede i 2021, så vi en gruppe nytilkomne komme på visit, som er rejst hjem med rigtig gode erfaringer i rygsækken. De blev ved med at komme til langt ind i efteråret. Dem skal vi gøre vores bedste for at fastholde, så vi fremover kan stå endnu stærkere på det tyske marked,” siger Michael Dietz.
Det tyske marked opprioriteres
Forventningen er, at flere danskere igen vil søge mod udlandet i 2022, selvom en del også har købt sommerhus under hjemlige himmelstrøg og fået øjnene op for Danmark som rejseland.
Samlet set betyder det, at Destination SydkystDanmark kommer til at intensivere markedsføringen på det tyske marked, efter at det under corona har kørt på lidt lavere blus end normalt, mens fokus på det danske marked bliver at fastholde momentum i videst muligt omfang, forklarer Mike Olesen, der er marketingchef i Destination SydkystDanmark.
”I år har vi haft stor succes med at hyre helt almindelige danskere som feriepiloter, der til gengæld for en uges betalt sommerferie har testet og anmeldt en lang række af vores overnatningssteder og attraktioner. Det er der kommet en masse presseomtale ud af, så næste år forsøger vi at gentage succesen på det tyske marked,” siger han og tilføjer, at forår og sensommer har topprioritet, da sommersæsonen forventes totalt udsolgt.
Generelt opfatter udenlandske turister Danmark som et trygt land at rejse til, da coronasituationen kontinuerligt har været under kontrol. Fælles for turisterne er, at de søger væk fra storbyerne og ud i naturen.