Ny app skal give turister femstjernet ferieoplevelse
Når turister på Sydsjælland & Møn fremover er på udkig efter gode spisesteder, overnatning eller vandreruter, kan de snart hente øjeblikkelig hjælp og inspiration i en app.
Hvor kan jeg parkere min autocamper for natten? Hvilke vandreruter ligger i nærheden? Hvordan finder jeg et kort over de lokale cykelruter? Hvor ligger det nærmeste overnatningssted, og hvilke familievenlige attraktioner skal vi besøge?
Spørgsmålene er som regel mange, når turister ankommer til et helt nyt land eller område, som de aldrig før har besøgt. Men nu bliver det lettere end nogensinde at være turist på Sydsjælland & Møn.
”Sydsjælland & Møn” er navnet på den spritnye app, der skal fungere som virtuel turguide for destinationens mange besøgende fra særligt Danmark, Tyskland, Holland og Sverige. Det betyder, at en masse nyttige informationer nu bliver samlet ét sted, og tilmed kun er få klik væk.
”Alle os med små børn har helt sikkert oplevet at stå i en situation, hvor junior pludselig bliver akut tørstig. Med den nye app kan man hurtigt finde nærmeste butik eller café. Det er også et smart værktøj, hvis man er på udkig efter en god frokost langs kysten eller har brug for gps-anvisninger på cykelturen,” siger Mike Olesen, der er marketingchef i Visit Sydsjælland & Møn.
Appen er blevet til med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse gennem det såkaldte ”Vild med natur-projekt” og skal ligeledes bruges som inspirationsværktøj for destinationens mange outdoorturister. I appen kan man bl.a. finde turforslag til de populære vandreruter Klintekongens Rige og Trampestien, til de mange vandsportsaktiviteter og dejlige badestrande langs kysterne.
”Appen er en ekstra service til turisterne, som skal gøre dem klogere på vores område og vise alle de mange oplevelser, vores destination kan tilbyde. Men det er også vores forventning, at det vil øge omsætningen hos kanoudlejningerne, campingpladserne, ishusene, museerne og alle aktører derimellem. Forhåbentligt kan vi sammen gøre så godt et indtryk, at gæsterne kunne finde på at komme tilbage igen en anden gang,” siger Vibeke Tejlmand, turismeservicechef i Visit Sydsjælland & Møn.
”Sydsjælland & Møn”-appen lanceres i en testversion i foråret, så appen er helt klar til det store rykind i højsæsonen. Visit Sydsjælland & Møns 60 turistinformationer får en afgørende rolle i at udbrede kendskabet til appen, men der iværksættes også en Facebook-kampagne, der skal pushe den til turister, som opholder sig i destinationen eller tidligere har udvist interesse for området.
”Med tiden udbygger vi appen, så den også kommer til at indeholde guides, byvandringer og tilbud. Mulighederne er uendelige. Og så gør appen det muligt for vores turistinformationer at yde en god service året rundt, også når der bliver løbet ekstra stærkt i højsæsonen,” forklarer Cecilie Sjelle, der er projektleder hos Visit Sydsjælland & Møn og primus motor på udviklingen af appen.
Den nye app bliver udgivet på dansk, engelsk og tysk og er sammentænkt med den allerede eksisterende app ”Oplev Møn”. Desuden er appen baseret på et velafprøvet og gennemtestet system, som flere danske nationalparker og destinationsselskaber på den jyske vestkyst gør brug af.
Foto:Mads Tolstrup