Go naturstil

Naturguide skal forvandle naturkegler til outdoorhelte

18.8.2021
Foto: Kristian Eskild Jensen

Lad soundboksen blive hjemme, og hold hunden i kort snor. Destination SydkystDanmarks nye guide klæder nybegyndere på til at opholde sig i den fri natur.

Af Simone Brandt Hald

Rekordmange har byttet fitnesshold og biografture ud med vandreture og shelterovernatning i det fri under coronakrisen, for naturen har vi – gudskelov – alle haft turpas til. Danskerne er ganske enkelt strømmet ud i naturen som aldrig før, men ikke alle er lige gode til at passe på den. Derfor har Destination SydkystDanmark netop udgivet pocketguiden ”7 gode råd til go’ naturstil”, som også findes i en online version.

Her er der gode råd at hente om alt fra teltovernatning til skrald og droneflyvning for naturnybegynderen.

”Vi tror hverken på skæld ud eller løftede pegefingre, men derimod på at humor er den bedste indgang til at få naturgæsterne til at færdes ansvarligt i naturen,” siger Heidi Larsen, der er outdooransvarlig i Destination SydkystDanmark.

Derfor er naturguiden fuld af opfordringer skrevet i en humoristisk jargon. F.eks. kan man læse, hvorfor det er vigtigt at være lydløs som en ninja i det fri, og hvorfor man skal holde selv en tæppetisser i kort snor. Formålet er at sende færre naturkegler og flere outdoorhelte ud i Sydsjælland og Møns smukke natur, forklarer Heidi Larsen.

”Mange gæster ved ganske enkelt ikke, hvordan man færdes fornuftigt i naturen. Det vil vi gerne være med til at ændre på, særligt nu hvor flere og flere danskere bruger den som frirum. Naturen er vores største attraktion, og vi skal behandle den pænt, så fremtidige generationer kan få lige så stor glæde af den, som vi har nu. Det, synes vi, er logik for bænkebidere.”

Over sommeren har Vordingborg Kommunes Møn Rangers uddelt naturguiden på både lokale bed & breakfasts, shelterpladser, i butikker og på lystbådehavne. Møn Rangerne er ansat til at agere velkomstkomité og servicere turisterne i højsæsonen, og indtil videre er tilbagemeldingerne yderst positive, fortæller Jette Stauner, der er naturmedarbejder i Vordingborg Kommune.

”Naturguiden er blevet revet væk – Møn Rangerne har faktisk måttet hente nye forsyninger. Så man kan roligt sige, at den er blevet vel modtaget. Generelt er gæsterne glade for at få råd og anvisninger.”

Destination SydkystDanmarks naturguide er lavet i samarbejde med naturmedarbejdere i de fire kommuner Vordingborg, Stevns, Næstved og Faxe, der har kunnet berette om udfordringer og særlige indsatsområder, samt Naturstyrelsen og Friluftsrådet.