Bo lykke cykel lystbåd havn

Lystsejlere får lettere adgang til to-hjulet sightseeing

5.5.2020
Foto: Lars Bo Axelholm

Gæstesejlere og andre besøgende på lystbådehavnene i Vordingborg kan nu hoppe i sadlen og tage på 2-hjulet opdagelse takket være nye udlejningscykler på havnene.

I marts indgik Lykke Cykler i Præstø en aftale med Vordingborg Kommune om cykeludlejning på kommunens havne.

Det er godt nyt for de gæstesejlere, der hvert år besøger Vordingborg fra søsiden. Nu kan de nemlig komme endnu længere ud på tur.

”Jeg har længe arbejdet på et koncept omkring cykeludlejning i Vordingborg Kommunes lystbådehavne. Der er så meget at opleve, og det vil jeg gerne være med til at understøtte, så endnu flere får muligheden for at opleve mere af området end blot havnene,” siger Bo Petersen fra Lykke Cykler i Præstø, der nu går i gang med at opstille udlejningscykler i Bogø Havn, Præstø Havn og Vordingborg Nordhavn. Han uddyber: 

Jeg har igennem flere år fået rigtig mange henvendelser fra turister, også på havnene, som gerne ville leje cykler, og tage ud på eventyr, og ikke være begrænset af offentlig transport. Hidtil har jeg fragtet cyklerne rundt til de forskellige havne. Den arbejdsgang forenkles, så jeg kan tilbyde cykeludlejning til turisterne til en helt anden pris, når cyklerne står direkte ude på havnene.

Hvis konceptet bliver en succes, så forventer både Vordingborg Kommune og Lykke Cykler at udbrede konceptet til flere havne over de næste sæsoner. Andre cykelhandlere er også velkomne til at gå med ind i konceptet om at udleje cykler på Vordingborg Kommunes lystbådehavne.