Nytårskonferencen 2022

Coronakaptajn og klimaguru gæster SydkystDanmarks Nytårskonference

13.12.2021
Forfatter: Simone Brandt Hald
Foto: Statens Serum Institut

Det helt tunge skyts er kørt i stilling til Nytårskonferencen 2022, hvor Destination SydkystDanmark inviterer på en rejse ind i fremtiden.

Når Destination SydkystDanmark byder velkommen til den årlige Nytårskonference i januar, bliver det med et stjernespækket hold af oplægsholdere. Så stjernespækket, at direktør Martin HH Bender ikke tøver med at kalde det ”det stærkeste felt nogensinde”.

Blandt andet kan man møde epidemiologen Kåre Mølbak, der blev landskendt som hele Danmarks coronakaptajn, da han som øverste ansvarlige i Statens Serum Institut var med til at styre landet sikkert igennem de første bølger af en af vor tids mest vidtrækkende pandemier, og den tidligere tv-meteorolog Jesper Theilgaard, der har rapporteret om vind og vejr i årtier og følger klimaforandringerne tæt.

Sammen med fire andre førende eksperter inden for teknologi, transport, arbejdsmarked og forbrugeradfærd skal de gøre os meget klogere på, hvordan verden ser ud om 30 år og de mange muligheder og udfordringer, turist- og oplevelsesbranchen kan komme til at stå over for frem mod 2052. Har robotterne eksempelvis løst manglen på arbejdskraft? Er kød definitivt erstattet af plantefars, kan Møns Klint kollapse under klimaforandringerne, er globale sundhedskriser the new normal, og hvilke digitale revolutioner har vi i vente?

”Meget er sket de sidste 30 år. De færreste havde nok fantasi til at forestille sig internettets gennembrud i 90’erne, verdensøkonomiens kollaps i 2007, og coronapandemien i 2020. Hvis vi i 1992 havde vidst, hvad vi ved i dag, så havde vi måske handlet og investeret anderledes. Derfor ser vi nu fremad mod 2052 i et forsøg på at komme bare nogle af overraskelserne i forkøbet og sammen stå stærkt i det evigt forandrende turismelandskab,” siger Martin HH Bender og tilføjer:

”Allerede nu ved vi, at klimaet er i krise, at salget af elbiler buldrer derudad, at der er mangel på arbejdskraft, og at Femern-forbindelsen bliver den nye port til og fra Nordeuropa. Den viden skal vi udnytte og tage bestik af,” siger han.

Foruden Kåre Mølbak og Jesper Theilgaard består ekspertholdet af Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv og tidligere mangeårig minister, den internationalt anerkendte forbrugeradfærdsekspert Benja Stig Fagerland, tech-profilen Christiane Vejlø og infrastrukturspecialist Bo Ekman fra Vejdirektoratet.

SydkystDanmarks Nytårskonference 2022 er døbt ”Turistrejsen år 2052” og afholdes den 26. januar på Idrætshøjskolen Bosei. På www.nytårskonferencen.dk kan du købe billet og indstille kandidater til de eftertragtede turismepriser årets Ildsjæl og Bedste Turismeinitiativ, som uddeles til arrangementet.

Såfremt det ikke er muligt at gennemføre konferencen pga. corona, refunderes billetten.

Jesper Theilgaard

Foto:klimaformidling.dk